At ride på enhjørninger er en meget personlig fortælling, der er inspireret af forfatteren Mariangela Di Fioris datters 2½ år lange indlæggelse på børnekræftafdelingen med leukæmi, inden hun blev helbredt. Veninden Lisa Aisato opfordrede til, at det var en fortælling, der skulle skrives. Så skulle hun nok lave illustrationerne til den.  At ride på enhjørninger er kort fortalt den bog, Mariangela Di Fiore ville have ønsket var der, da hun havde brug for den.

Asta er syg. Selv om mange ting er helt anderledes, når man er meget syg, har ondt, får sondemad, har kvalme og kaster op, så sker der også både helt almindelige og sjove ting på sygehuset.

Sker der så ikke noget, finder Asta på sine egne eventyr, når hun tegner enhjørninger og regnbuer. Men det bedste hun ved er, at lege med Silas, der har en kræftsvulst i hjernen, og derfor har et skæbnefællesskab med hende. Det er også kun Silas, der ved, hvor bange Asta egentlig er.

Det værste er, at storebror William ikke vil komme på besøg særlig tit. Han hader hospitalet og de hvide vægge. Men måske dukker han alligevel op til Astas fødselsdag?

Astas store drøm er at kunne starte i 1. klasse efter sommerferien. Det lykkes. Silas skæbne er mere usikker, da han bliver sendt til USA til strålebehandling.

Ellers går dagene med at får besøg af hospitalsklovne, tulle rundt på gangene og drille de ansatte og interviewe dem om, hvad de tror, der sker, når vi dør. På hospitalet tænker Asta også over, det hun oplever, eksempelvis hvor det blod, hun får i blodtransfusionen, egentlig kommer fra. Mon det er Spiderman-blod?

At ride på enhjørninger indfanger på allerbedste måde essensen af, hvordan et barn oplever alvorlig sygdom og en langvarig hospitalsindlæggelse. For det er Asta, der fortæller.

Mariangela Di Fiores ord underbygges på bedste måde af Lisa Aisatos indfølte illustrationer. De er på samme tid realistiske og poetiske, de er smukke og barske, og de afspejler Astas ydre og indre liv på afdelingen uden hår og med sonder og drop. Stativet med kemokuren er med, men det er Spiderman, legetøj, sørøvere, enhjørningen og fis og ballade også. Kontrasten mellem det følsomme, poetiske og hospitalets sterile, hvide, omgivelser rammer Lisa Aisato således også i sin billedside.

At ride på enhjørninger anbefales varmt til oplæsning på børnekræftafdelinger, til familier der på den ene eller anden måde er ramt af alvorlig sygdom, og måske ikke mindst til daginstitutioner og indskolingen, hvis gruppen eller klassen er ramt. Asta og Silas fortælling er fremragende udgangspunkt for en svær samtale om sygdom helt ude på kanten af livet. Når Asta og Silas kan italesætte alt det svære, kan vi også. Undervejs bliver der nok brug for en voksen til at forklare udtryk som blodtransfusion, cellegift, sonde, kortison og narkose. For langt de fleste børn vil At ride på enhjørninger til alt held være et indblik i en ukendt verden.   

Forfatterens og illustratorens fortjeneste på bogen, samt dele af bogens overskud, går til Børnecancerfonden.

• Sikkerhedspolitik (rediger med modulet Kundegenforsikring)
• Leveringspolitik (rediger med modulet Kundegenforsikring)
• Politik for retursendelser (rediger med modulet Kundegenforsikring)